Hvorfor skal oplysningerne indberettes?
Baggrunden for indberetningspligten er Klimaaftale om mere grøn energi fra sol og vind på land 2023 – Rammevilkår til fremme af VE-udbygningen på land af 12. december 2023, som bl.a. er udmøntet ved ændringer i lov om fremme af vedvarende energianlæg (VE-loven). Lovændringen indebærer bl.a. en bemyndigelse til at fastsætte regler om indberetningspligt for kommuner og opstillere (anlægsejere).
Reglerne om indberetningspligten er fastsat i bekendtgørelserne om VE-ordningerne samt i bekendtgørelse om indberetning og offentliggørelse af oplysninger om lokale gevinster (bekendtgørelserne kan tilgås nedenfor under lovgrundlag).
Indberetningspligten omfatter oplysninger om VE-bonus, værditab, salgsoption og grøn pulje samt øvrige lokale gevinster som opstiller (anlægsejer) bidrager med uden at være forpligtet hertil efter reglerne i VE-loven.
Indberetning af oplysninger skal ske med henblik på at skabe transparens omkring og synliggørelse af VE-ordningerne og de lokale gevinster, der følger med etablering af et VE-anlæg. Herudover skal VE-opstillere (anlægsejere) indberette oplysninger, der er nødvendige for Energistyrelsens evaluering af og tilsyn med VE-ordningerne.
Derudover har revision af VE-direktivet (VEIII) skærpet kravet til Energistyrelsens tilsyn med overholdelse af tilladelsesfristerne i VE-direktivet for VE-anlæg. Det medfører, at kommunerne skal oplyse og indberette informationer om tidsfristerne og sagsbehandlingstider for tilladelser omfattet af tilladelsesprocessen, hvilket følger af VEIII-rammebekendtgørelsen.
Indberetning af sagsbehandlingstider skal ske med henblik på at sikre overholdelse af frister fastsat i VEIII-direktivet.
Skal kommuner og opstiller indberette de samme oplysninger?
Kommuner skal indberette oplysninger om grøn pulje samt hvilke lokale gevinster, de har lagt vægt på ifm. kommunal behandling af ansøgninger om vedvarende energiprojekter (dog ikke fortrolige oplysninger). Derudover skal kommuner indberette sagsbehandlingstider for tilladelser omfattet af frister i VEIII-direktivet.
Opstillere (anlægsejere) skal indberette oplysninger om VE-ordningerne samt om eventuelle lokale gevinster, der er knyttet til etablering af VE-anlægget (dog ikke fortrolige oplysninger).
Tjeklister med overblik over nødvendige oplysninger for hhv. kommuner og opstilleres (anlægsejeres) indberetning er tilgængelige fra Energistyrelsens hjemmeside.
Hvad sker der med de indberettede data?
Data behandles og opbevares af Energistyrelsen. Se mere under afsnittet ”Sådan behandles dine personoplysninger”.
Data vil bl.a. indgå i evaluering af VE-ordningerne. Det er politisk aftalt, at VE-ordningerne skal evalueres i 2025. Andre data indgår i tilsyn for at sikre overholdelse af tidsfristerne i VEIII-direktivet samt Energistyrelsens tilsyn med VE-ordningerne. De data, der indberettes med henblik på at skabe transparens, offentliggøres på Energistyrelsens hjemmeside, ens.dk.
Hvornår skal indberetningen ske?
Bekendtgørelserne for VE-ordningerne indeholder frister for, hvornår hhv. opstiller og kommune skal indberette oplysningerne. De fleste oplysninger skal indberettes i forbindelse med etablering af nye anlæg. Det er også her, der indhentes visse oplysninger om sagsbehandlingstider. Herudover skal kommuner indberette, når der er allokeret midler fra grøn pulje, og opstillere skal indberette ved udløb af salgsoption samt årligt indberette vedrørende udbetalt VE-bonus.