Fra den 1. januar 2023 skal operatører af digitale platforme (platformsoperatører) indberette oplysninger om aktiviteter, der formidles via platformene. Indberetningen skal ske til skattemyndighederne i det EU-land, hvor platformsoperatøren er hjemmehørende.
Indberetningspligten gælder disse aktiviteter:
• Udlejning af fast ejendom
• Udlejning af transportmidler
• Udbud af personlige tjenesteydelser
• Salg af varer.
Ordningen gælder både, når udlejeren eller sælgeren benytter en platform i sit eget hjemland, og når aktiviteten foregår via en digital platform i et andet land. Danske platforme med danske udlejere eller sælgere er derfor også omfattet af direktivet.
Når en platformsoperatør indberetter oplysninger til Skattestyrelsen om udlejere eller sælgere, der er hjemmehørende i andre EU-lande, skal Skatteforvaltningen dele oplysningerne med skattemyndighederne i de pågældende lande.
EU’s regler findes i Rådets direktiv 2021/514/EU af den 22. marts 2021 (DAC 7) om ændring af direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet. Ved lov nr. 902 af den 21. juni 2022 er DAC 7 blevet en del af dansk ret fra og med den 1. januar 2023.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din virksomhed skal registreres som platformsoperatør, skal du kontakte Skattestyrelsen ved at udfylde blanket 03.090
Virksomheder som er registreret i Danmark eller i et andet EU-land skal benytte blanket 03.077