Som autoriseret elinstallatørvirksomhed, der udfører eleftersyn som led i Huseftersynsordningen, er det en forudsætning, at virksomheden har en professionel ansvarsforsikring, der dækker eleftersyn i minimum 5 år.
Ansvarsforsikringen dækker krav om erstatning for fejl og mangler, som virksomheden burde have nævnt i elinstallationsrapporten. Det er et krav at forsikringens omfang og vilkår mindst svarer til, hvad der i almindelighed er opnåeligt på forsikringsmarkedet. Forsikringen skal derudover dække i mindst 5 år efter den overtagelsesdato, der er aftalt mellem sælger og køber. Forsikringen kan dog længst gælde i 6 år fra elinstallationsrapportens datering.
Bemærk: Hvert 3. år skal virksomheden dokumentere at være dækket af en professionel ansvarsforsikring. Det sker for at sikre, at virksomheden fortsat opfylder kravet til at måtte udføre elinstallationsrapporter.