For at ansøge skal du logge ind med NemID til Erhverv eller med NemID Medarbejdersignatur. Når du logger ind, bliver du automatisk identificeret som ansat i en virksomhed med virksomhedens navn og CVR-nr. og dit navn. Den måde at logge ind og identificere sig på kaldes NemLog-In.
Ansøger du på vegne af en anden virksomhed f.eks. som rådgiver, skal du logge ind med dit eget NemID til Erhverv eller egen NemID medarbejdersignatur. I ansøgningen bliver du registreret som kontaktperson for ansøgningen, hvorefter du kan indtaste oplysninger om den virksomhed, som du ansøger på vegne af.
GDV-ordningen er en gebyrfinansieret godkendelsesordning, hvor byggevarer i kontakt med drikkevand kan godkendes, så byggevaren kan markedsføres og sælges i Danmark.
GDV-ordningen vedrører godkendelser af byggevarers sundhedsmæssige egenskaber. Ordningen er med til at sikre overholdelse af kvalitetskravene til drikkevand, når vandet kommer ud til forbrugernes taphaner. GDV-ordningen omfatter byggevarer, som er en fast del af drikkevandsinstallationen fra indgang til ejendom (skel) og frem til og med tapstedet, og som kommer i kontakt med drikkevand, fx rør, fittings, ventiler, armaturer, apparater, vandbehandlingsanlæg, mv.
Godkendelsesindehaveren har ret til at mærke de byggevarer, som bliver godkendt i GDV-ordningen, med ”Godkendt til drikkevand”-mærkning i henhold til bekendtgørelse om markedsføring og salg af byggevarer i kontakt med drikkevand.
GDV-godkendelser er blandt de godkendelser/certifikater, der kan anvendes til at dokumentere de sundhedsmæssige egenskaber af byggevarer i kontakt med drikkevand, så de lovligt kan markedsføres eller sælges i Danmark. Hvis du har et tysk, hollandsk eller svensk certifikat/godkendelse, som er accepteret som dokumentation, er GDV-godkendelse ikke nødvendig, se Bolig- og Planstyrelsens hjemmeside for vejledning.
Når du bruger selvbetjeningen, registrerer og behandler vi personoplysninger. Du kan få oplysninger om bl.a. retsgrundlag og dine rettigheder i denne forbindelse.