I forbindelse med en forespørgsel om et projekt til Trafikstyrelsen (TS) skal ansøgningsformularen på denne side benyttes. Herefter vil vi foretage en kvalitetssikring af forespørgslen, hvorefter den vil blive sendt i høring hos relevante parter. Høringen vil normalt gå til Forsvaret, Naviair og relevante lufthavne. Høringsprocessen tager 4 uger fra den er fremsendt til parterne.
Efter endt høring vurderes høringssvarene. Såfremt der ikke er indsigelser, udstedes et svar på forespørgsel til ansøgeren.
Hvis der er indsigelser, vil vi videreformidle disse til ansøgeren eller tilpasse afmærkningskravene, afhængigt af indsigelsernes karakter.
Vær opmærksom på, at forespørgsler ikke er en egentlig tilladelse, og tager udgangspunkt i en konkret situation. Ændres der i projektet på et senere tidspunkt kan det ikke på forhånd antages, at forespørgslen fortsat vil være valid. Vær derudover opmærksom på, at forespørgsler skal benyttes inden 3 år fra deres fremsendelse til ansøger.
Vigtigt: I forbindelse med forespørgsler forholder Forsvaret sig alene til hindringsafmærkningen (lys og bemaling). Udstedelse af et svar på forespørgsel sikrer således ikke at hindringen kan opføres på den ønskede placering og med den givne højde. Hvis anmelder ønsker at sikre sig at Forsvaret forholder sig til selve opførelsen på dette tidspunkt i processen, skal anmelder kontakte Forsvaret.