Hvis din ejendom grænser op til en statsvej, og du ønsker at tillede spildevand, overfladevand m.v. fra ejendommen til statsvejens afvandingssystem, herunder til vejens grøfter, ledninger eller brønde, skal du forinden søge om tilladelse fra Vejdirektoratet. Det gælder også, hvis du ønsker at ændre på en allerede tilladt tilledning af vand fra din ejendom til statsvejens afvandingssystem.
Du skal være opmærksom på, at statsvejenes afvanding som udgangspunkt er etableret som separate systemer, der er dimensioneret til at bortlede vand fra specifikke strækninger af statsvejene, så trafikken kan afvikles sikkert og under hensyntagen til fremkommeligheden.