Nye regler
Ændring af olieberedskabsloven
Olieberedskabsordningen er reguleret i olieberedskabsloven og underliggende bekendtgørelser og sikrer, at der holdes et olieberedskabslager, der kan frigives i tilfælde af en større forsyningsafbrydelse. Loven indfører hjemmel til en gebyrordning, der skal finansiere Energistyrelsens tilsyns- og myndighedsopgaver relateret til olieberedskabsordningen. Gebyrerne fastlægges ved bekendtgørelse, der træder i kraft samtidig med loven. Gebyrerne pålægges de oplysnings- og lagringspligtige virksomheder i henhold til loven samt den centrale lagerenhed. Herudover justeres i bemærkningerne til straffebestemmelserne, hvilket skal sikre, at bødeniveauet for manglende overholdelse af lagringspligten fremover i højere grad end hidtil vil afspejle den besparelse, der kan opnås ved ikke at overholde sin lagringspligt. Loven indeholder tillige et element om udveksling af oplysninger, der ikke medfører forpligtelser for danske virksomheder. Det drejer sig om en hjemmel til, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeren kan udveksle oplysninger med Europa-Kommissionen og andre EU-lande om internationale lagerdækningsaftaler. I praksis vil det være den centrale lagerenhed, der vil skulle udveksle oplysninger med Europa-Kommissionen og andre EU-lande som led i administrationen af de internationale lagerdækningsaftaler.
Formel titel:
Lov om ændring af olieberedskabsloven (Hjemmel til gebyrfinansiering af tilsyn og myndighedsopgaver efter olieberedskabsordningen og justering af bødeniveau for overtrædelse af lagringspligten m.v.)
Ikrafttrædelsesdato:
01/01/2025
Ansvarlig myndighed:
Energistyrelsen
Ministerium:
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Læs den fulde tekst hos Retsinformation:
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2024/1466Ovenstående information er kun vejledende. Gældende dokumenter findes i Retsinformation