SVU: Bidrag til Obligatorisk Pensionsordning
I kan her læse om indberetning og betaling af bidrag til Obligatorisk Pensionsordning
Bidrag til Obligatorisk Pensionsordning
Det er obligatorisk at betale bidrag til Obligatorisk Pensionsordning (OP-bidrag) og tillæg til Obligatorisk Pensionsordning (OP-tillæg), når I udbetaler statens voksenuddannelsesstøtte (SVU).
Sats for OP-bidrag og OP-tillæg
I 2024 skal I betale et beløb, der svarer til 1,5 procent af voksenuddannelsesstøtten. I skal nedrunde bidraget for en måned til nærmeste hele kronebeløb. Beløbet vil hvert år stige 0,3 procentpoint frem til 2030.
Vær opmærksom på, at der skal betales et OP-tillæg, når I udbetaler refusion til arbejdsgivere.
Indberetning
En gang om måneden skal Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte indberette det OP-bidrag, der skal betales for hver enkelt ydelsesmodtager.
Indberetning skal ske i eIndkomst under det særlige SE-nr., der anvendes til udbetaling af hver enkelt ydelse.
Indberet ATP-bidrag i eIndkomst nu
Betaling
Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte skal hvert kvartal opgøre det samlede OP-bidrag, der skal betales af de enkelte typer af ydelser.
OP-bidrag opkræves af Samlet Betaling, og betalingen skal derfor ske til dem.
I kan betale på følgende måder:
Via et tilsendt indbetalingskort i Digital Post
Via en betalingsserviceaftale
Via et lønservicebureau
OP-bidrag kan ikke betales via e-fakturering. Det fremgår af særskilte bekendtgørelser om de overførelsesindkomster, som SVU udbetaler, hvordan bidragene skal betales.